Foto: Gary van der Merwe, Wikimedia Commons.
Den kontroversielle ungdomspolitiker, Julius Malema, kan trods sin udelukkelse fra det sydafrikanske regeringsparti, ANC, stadig skabe overskrifter. Denne gang er han i vælten, efter at ANC har besluttet at imødekomme en retskendelse, der fratager ANC-medlemmer retten til at synge den antiapartheidske sang, ”Shoot the Boer.”
Af Emilie Lebech Kaae
Sydafrikas regeringsparti ANC indvilligede i sidste uge i at stoppe dets medlemmer i at synge antiapartheid sangen ”Shoot the Boer” for ikke at provokere hvide landmænd og dermed øge racespændingerne i landet yderligere. Det skriver the African Report.
Sangen, der stammer fra apartheidstyrets fald, opfordrer det undertrykte sorte flertal til at skyde og dræbe boerne, som hvide afrikaaner landmænd kaldes. Boerne var blandt apartheidstyrets mest trofaste tilhængere.
Racedebatten genoplivet
Flere sydafrikanske interesseorganisationer har længe hævdet, at ”Shoot the Boer” opildnede til had og vold mod hvide sydafrikanere. Det pustede til racedebatten i Sydafrika, og gjorde den forhenværende ungdomspartileder Julius Malema og regeringspartiet ANC til centrum i en politisk hvirvelvind.
De to parter har ikke været på god fod, siden ANC-toppen på grund af Malemas kontroversielle holdninger valgte at ekskludere ham fra partiets ungdomsafdeling, ANC Youth.
Læs også: Ungdomspolitiker truer Zumas genvalg
Julius Malema har ved flere offentlige lejligheder sunget ”Shoot the Boer”, hvilket har fået AfriForum, som er en af det hvide mindretals interessegrupper, til at lade sagen gå rettens gang for at forhindre Malema og ANC i at bruge sangen ved offentlige begivenheder.
Forlig lægger låg på sagen
Sagen har været igennem, hvad der svarer til både by- og landsretten, før de to stridende parter i sidste uge endelig kunne indgå forlig.
Ifølge AfriForum vedkendte ANC sig, ”at bestemte kampsange indeholder sætninger, der stammer fra en bestemt epoke i historien, og som i dag kan virke sårende på et eller flere mindretal.” Det skriver the African Report.
ANC lovede efter retssagen både selv at droppe sangen og at opfordre dets medlemmer til at gøre det samme. AfriForum forsikrede samtidig, at man ikke ville tage sagen videre til højesteret.
Malema og ANC sammen igen?
Den kontroversielle ungdomspolitiker, Julius Malema, der gang på gang formår at skabe overskrifter, selv efter at være blevet smidt ud af ungdomsafdelingen i ANC, har også valgt at følge sit tidligere partis opfordring.
”Ja, jeg er med i aftalen. Jeg vil blive ved med værne om min kultur og min arv, ligesom jeg fortsat vil være lydhør overfor andre lokalsamfunds behov,” udtalte Malema efter retssagen. Det skriver the African Report.
Om den politiske hvirvelvind kan være med til at bringe ANC og Julius Malema sammen igen, er endnu uvist.
Under alle omstændigheder slutter en to år lang juridisk kamp om en sang, der endnu engang har startet en voldsom debat om ytringsfrihed, censur af historiens gang samt bestræbelserne på at reparere de dybe, racistiske kløfter i det sydafrikanske samfund.
Det sker på et tidspunkt, hvor racedebatten også er blusset op som følge af politiets og regeringens håndtering af de strejkende minearbejdere tidligere på året.