En blodig bustur han aldrig glemmer

Frem mod det kommende præsidentvalg tager Caleb Otieno rundt i Kenya for at "indprente vigtigheden af fred i alle mennesker". Foto: Isa Mayah Mukibi Benros

Frem mod det kommende præsidentvalg tager Caleb Otieno rundt i Kenya for at "indprente vigtigheden af fred i alle mennesker". Foto: Isa Mayah Mukibi Benros

Et blodigt efterspil har gjort Kenyas seneste præsidentvalg til et traume for Caleb Otieno og mange andre kenyanere. Frem mod det kommende valg insisterer Caleb på, at folkets optimisme vil sikre Kenya et fredeligt valg.

Af Isa Mayah Mukibi Benros

Det er en yderst velklædt ung mand, som holder sin præsentation foran en gruppe lærere på en af de store skoler i Nairobi. Caleb Otieno på 26 år afspiller en film med billeder af den voldelige konflikt, der udspillede sig i kølvandet på sidste valg i december 2007, og forklarer lærerne om vigtigheden af fred og retfærdighed. For alt i verden håber han ikke, at de blodige scener, som for godt fem år siden printede sig ind i hukommelserne på de fleste kenyanere, vil gentage sig som et uhyggelig scenarie på repeat, når kenyanerne om kun en uge skal stemme til det fjerde præsidentvalg i Kenya, siden det østafrikanske land fik sin uafhængighed.

Grimme minder fra en blodig konflikt

Caleb var en af de heldige under konflikten efter det seneste valg. I ugerne efter valget udspillede der sig voldelige opgør mellem de to største stammer i landet; Luo og Kikuyu. Mere end 1300 mistede livet og op mod en halv million kenyanere blev hjemløse, som følge af de etniske kampe, men Calebs held skulle han finde i Nairobi-slumområdet Pumwani, hvor han var bosat i 2007 og stadig bor i dag. I Pumwani, hvor folk bor tættere sammen end de fleste andre steder i Kenya, nægtede bydelens naboer at lade deres etniske forskelle føre til vold. Den dag, hvor konflikten brød ud, beskyttede slumbeboerne i stedet hinanden, forklarer Caleb.

Selvom Caleb ikke oplevede konflikten på egen krop, blev han alligevel vidne til volden. Den 30. December 2007, på den dag hvor Mwai Kibaki blev kåret til valgets vinder, sad Caleb i en bus på vej gennem Nairobis gader. Inden han forklarer, hvad han overværede på sin bustur, kigger Caleb alvorligt op og forklarer: ”Når du ser på, hvad der skete, får du det dårligt. Du føler dig akavet og dårligt tilpas”.

”Jeg kunne se huse brænde. Jeg kunne se mennesker, der ødelagde og hærgede huse. Mennesker der kæmpede mod hinanden og slog hinanden ihjel.” Sådan beskriver Caleb den uforglemmelige bustur. De fleste busser i Kenya blev stoppet den dag, og folk blev tvunget til at fremvise deres identifikationskort, som ville afsløre, hvilken stamme de tilhørte. På Calebs identifikationskort stod der Luo, men til hans store held nåede bussen hele vejen til Pumwani uden at blive stoppet.

”Hvis du er fra en anden stamme end dem, slår de dig ihjel. De der er Luo slår Kikuyu ihjel, og kikyuer slår Luo ihjel,” forklarer Caleb uden at trække en mine.

Selv nu mere end fem år efter konflikten forstyrrer det stadig Caleb at tænke tilbage på de blodige uger. Særligt fordi, han er sikker på, at den voldelige reaktion på valget var planlagt af de politiske ledere.

”De ville tegne et dårligt billede. Personligt vil jeg ikke associeres med den vildskab. Jeg føler mig flov, når udlændinge kommer til vores land og ser, at vi er voldelige,” siger Caleb og tydeliggør, hvor vigtigt det er for ham, at det kommende valg bliver fredeligt. Netop derfor er han lige nu i fuld gang med sit fredsprojekt, hvor han tager rundt i Kenya og minder folk om, hvor galt det kan gå. Caleb smiler og siger: ”Jeg vil indprente vigtigheden af fred i alle mennesker”.

Optimismen skal sejre

Når Caleb skal forklare, hvad han frygter, der kan ske ved det kommende valg i Kenya, nævner han folkets pessimisme.

”Der er mennesker, som ikke er optimistiske, og det er her problemet starter. Når folk er optimistiske vil de sikre, at vi får et fredeligt valg”. Den pessimistiske tilgang til valget, mener Caleb kan ses hos de folk, der allerede nu er ved at skaffe våben til at kunne forsvare sig selv i tilfælde af, at konflikten skulle gentage sig.

Når kenyanerne skal stemme til præsidentvalget om en uge, peger alt på, at kampen vil stå mellem Uhuru Kenyatta og Raila Odinga. To mænd, som tilhører hver sin kenyanske stamme, og netop Uhuru Kenyattas stammetilhørsforhold har været et omdiskuteret emne i valgkampen. Ovenpå urolighederne fra det seneste valg står Kenyatta, der er søn af Kenyas første præsident efter uafhængigheden i 1963, anklaget for forbrydelser mod menneskeheden. Kun en måned efter det kommende valg skal Kenyatta møde op i den internationale straffedomstol i Haag for at forsvare sig.

Men selvom de etniske spændinger har sat dybe ar i kenyansk politik, har Caleb ikke udelukkende negative holdninger til de 42 stammer i Kenya.

”Der er mange gode ting ved stammerne. Faktisk synes jeg, at alle skal være stolte af deres stamme. Jeg synes, at den manipulerende og uhensigtsmæssige brug af stammer skal afskaffes, men stammerne selv og deres unikke kultur skal bevares.”.

Det store spørgsmål, om hvem der vil være den bedste præsident for Kenya, er Caleb ikke i tvivl om: ”Personligt stemmer jeg på Raila Odinga. Jeg tror på ham. Ikke fordi han er fra min stamme. Det er sandt, at han er fra min stamme, men jeg tror på ham, også selvom han ikke er fejlfri. Jeg ved, at han vil kunne blive en god præsident for dette land”.