Rapperen D.i.s Guise har stor succes i hjemlandet Nigeria. Her et billede fra musikvideoen til nummeret Mr. Bambe. Foto: Youtube
Af Iona Eberle
Senegalesiske rappere leverede soundtrack og ammunition til folkebevægelsen mod Senegals tidligere præsident Abdoulaye Wade, der blev vippet af pinden i marts 2012. Tanzanias unge foretrækker at feste til den hiphop-inspirerede Bongoflava, og i den isolerede by Marsabit i det nordlige Kenya hedder stilikonerne 2Pac og 50 Cent.
Afrikablog.dk hylder denne weekend hip hop-genren og har håndplukket fem lækre videoer fra fem forskellige afrikanske rappere med hver deres lyd.
Dirty Paraffin:
Det er svært at placere den sydafrikanske duo Dirty Paraffin, men deres eklektiske lyd tiltrækker en støt voksende fanskare både i og udenfor Sydafrikas grænser. Vi skyder weekenden i gang med ‘Papap! Papap!”, som byder på friske rim om Nike Air Max 90s, house beats, DIY-attitude og masser af Jo’burg coolness.
Baloji:
På albummet “Kinshasa Succursale” er belgisk-congolesiske Baloji gået tilbage til sine rødder. Se den flotte video til “Karibu ya Bintou” – som oversat betyder ‘velkommen til et liv i limbo’ – med legendariske Konono No.1, og hør ham desuden live i morgen den 16. februar på Global i København.
Art Melody:
Man skal lede længe efter bling og blær hos Art Melody fra Burkina Faso. Her kan du høre rapperen med den karakteristiske hæse stemme levere samfundskritik på Dioulla og Mooré i samspil med High Priest fra den amerikanske hip hop-electronica gruppe Antipop Consortium.
Dis Guise:
D.i.s Guise lever op til sit kunsternavn og har på trods af sin hastigt voksende popularitet i hjemlandet Nigeria endnu ikke vist sit ansigt for offentligheden. Det er ikke meget, vi ved om den mystiske mand bag musikken, men vi kan i hvert fald lide ‘Mr. Bambe’.
Youngsta:
Youngsta fra Cape Town er én af de nye kometer på den sydafrikanske hip hop-scene, hvor han har gjort sig bemærket med sine freestyle-talenter og swagger-stil. På blot to år er Youngsta gået fra at være et ukendt ansigt til en respekteret kunstner med 24 mixtapes og åbningsshows for Lil Wayne og Talib Kweli på bagen. Her kan du høre ham rappe om hverdagslivet i Cape Towns udkantsområder på ‘1 Thing 2 Understand’.