Morgan Tsvangirai til frokost i den norske statsministerbolig hos Jens Stoltenberg i 2009. Foto: Statsministerens kontor, Flickr.com
Af Tendai Tagarira
Robert Mugabe og Morgan Tsvangirai nyder ofte at spise morgenmad sammen, både ved deres morgen-briefings og ved forskellige sammenkomster. Hvad der overrasker mig er, at disse to ærkerivaler aldrig har mistet besindelsen i hinandens selskab. Vi har aldrig hørt om en Mugabe, der hopper tværs over morgenbordet for at slå Tsvangirai i ansigtet. Mange tilhængere af de to partier Zanu Pf og MDC slagter ellers hinanden, især under valgsæsonen. Der er da tydeligvis heller ingen kærlighedsaffære mellem de to bitre rivaler, Mugabe og Tsvangirai, men alligevel taler og diskuterer de med hinanden på en meget civiliseret måde. Og det er til trods for, at man knapt kan få Zanu Pf eller MDC til at diskutere den politiske situation i Zimbabwe, uden der bryder voldsomme slagsmål ud.
Så hvis Mugabe og Tsvangiri er i stand til at opføre sig som civiliserede mennesker, til trods for deres uoverensstemmelser, hvorfor hjælpes de to så ikke ad i en fælles indsats for at vise zimbabweanerne, at forskellige politiske holdninger ikke bør ende i blodudgydelser? Det er på tide at både Mugabe og Tsvangirai viser nationen, at vi er klar til bevæge os fremad og bygge et Zimbabwe, som er juvelen i Afrikas krone. Det er på tide at disse to tiltaler publikum fra samme podium, og at de hver især debatterer og forklarer det zimbabweanske folk, hvorfor vi skal stemme på netop dem. I progressive stater, hvor demokratiet fungerer bedre end i Zimbabwe, ser vi politiske rivaler debattere på fjernsyn. Her stiller offentligheden relevante spørgsmål for at finde ud af, hvem der stemmer mest overens med deres politiske overbevisninger.
Folket I Zimbabwe er trætte af vold. De har været igennem nok smerte og politisk drama. Jeg kan forsikre jer for, at hvis der blev holdt en afstemning i Zimbabwe I dag, om hvem folket ønsker og beder om. Så vil mange fortælle jer, at de blot ønsker fred og velstand for hele nationen. Men hvordan kan vores unge nation tage de første skridt, når terror-grupper som Chipangano chikanerer folk? Hvordan kan vi skabe meningsfuldt fremskridt, når statsejede medier forsat udsender propaganda og had?
Tsvangirai og Mugabe har en storslået mulighed for at skabe historie. De kan genskabe og helbrede nationen. Der er ingen magisk formel – det er ganske simpelt. Til syvende og sidst så har vi Zimbabweanere én ting til fælles til trods for vores umiddelbare forskellighed. Vi har alle en interesse i, hvordan Zimbabwes anliggender styres. Nøglen til dette er at styrke båndet mellem staten og individet– at styrke vores patriotisme. Glem alt om Zanu Pf nationalisme, Zapu nationalisme eller MDC nationalisme. Vi har behov for, at hver en mand og hver en kvinde er klar til at sætte nationen i første række og ikke deres arv eller politiske dagsorden. At sætte alle Zimbabweanere i første række er, hvad patriotisme betyder. En total hengivenhed til sit medmenneske er, hvad Zimbabwe har brug for. Fremgang for alle, ikke blot de få – det er hvad vi har brug for. Alt dette kan opnås i vores levetid. Men alle vores politikere, selv de mindste partier er nødt til at omfavne sand patriotisme. For det er det, der vil sørge for, at vi kan arbejde sammen til trods for vores forskelle.
Zimbabwe bliver aldrig kun et Zanu Pf land, ej heller kun et MDC land eller hvad nu end for et nyt politisk parti, der måtte blive skabt. Længe før disse politiske organer fandtes, da levede Zimbabwe i fred og fordragelighed. Vores land har en lang historie, der daterer helt tilbage til Christi fødsel, og den har for langt det meste været fredelig. Hvis I læser de rigtige bøger, så vil I se, at vores forfædre boede i harmoni med hinanden, til trods for deres forskelligheder. Flere kongeriger sameksisterede fredfyldt i Zimbabwe, længe før kolonialismens indtog. I vores land blomstrede landbrug, minedrift, handel og Ubuntu-filosofien. At tage en anden mands liv var vores største tabu, men i dag har flere af vores politikere blod på deres hænder. Mange af dem har sendt forvirrede unge soldater i døden – noget som ville have været helt uhørt i tidligere tider.
Det er på høje tide, at Zimbabweanerne begynder at nægte ordre om at tæve deres politiske modstandere. Hvis folk har noget at sige, så skal de sige det med en stemme – enten i en urne eller på et podium. Så kan folk diskutere deres meninger i offentligheden eller stemme bag lukkede gardiner. Folket i Zimbabwe er blevet nedtrampet for længe. Det er på tide, at folkets stemme bliver respekteret. Zimbabwe tilhører ikke blot én mand eller ét parti, men tilhører alle hendes børn. Zimbabwe er nemlig som en gryderet, som vi alle samles om for at spise. Vi har alle retten til at spise fra gryden. Men den eneste måde, vi kan spise fra gryden, er, hvis vi deles om skeen og anerkender, at vi er ét. I det øjeblik hvor en begynder at spise på bekostning af en anden, så sker der grimme ting, og det er derfor vi er i den situation, vi er i i dag.
Det er mit ønske, at folket i Zimbabwe vil stoppe med at tæve og dræbe hinanden, under det kommende valg. Det er mit ønske, at vi stopper med at være en delt nation og med at være styret af en politisk elite. Mændene og kvinderne i Zimbabwes væbnede styrker må indse, at deres pligt er at vedligeholde fred, intet andet. Zimbabwes væbnede styrker tilhører ikke Mubage, Tsvangirai, Mnangagwa eller Chiwengwa. PÅ INGEN MÅDE! Disse styrker tilhører Zimbabwes folk, og deres primære formål er derfor at fremme fred i vores land. Den eneste kamp, som disse styrker skal kæmpe bør være at afvæbne dem, som forgriber sig mod deres nabo – og det kan de opnå uden at affyre et eneste skud. Det er på tide, at man stopper med at bruge de væbnede styrker som en kile mellem de politiske partier. De har en pligt og en troskab til nationen og ikke til en eller anden kraftkarl.
Zimbabweanerne er et meget fredfyldt folkefærd. Det beder jeg vores politiske ledere om at indse. Vi ønsker ikke en borgerkrig i Zimbabwe. Vi ønsker ikke politisk vold. Vi ønsker dialog og betydningsfulde diskussioner og debatter. Vi ønsker fred og fremgang. Vi ønsker, at folkets stemme blive respekteret. Vi ønsker et land, hvor vores brødre og søstre kan sove trygt om natten, uden bekymringer om, hvornår deres næste måltid kommer. Vi ønsker at udnytte vores naturressourcer på en måde, der er bæredygtig. Vi ønsker ansvarlighed og gennemsigtighed på alle niveauer i regeringen og i det civile samfund. Vi ønsker fred, ikke krig.
Oversat af Mathias Veis
