Foto: Al Jazeera English, Flickr.com
Af Tendai Tagarira
Det er noget af en kompleks påstand, men den fortjener dog undersøgelse. Manden er trods alt en ganske formidabel kraft og en levende gåde. Så hvad er min holdning til manden, og at han efter nogle folks mening skulle være kongelig? Jeg vil træde forsigtigt i de næste afsnit, for at gøre status over mit komplette billede af den mand, vi kalder Robert Mugabe. Jeg har observeret og studeret denne mands adfærd og taktik i over 20 år. Så dette er Zimbabwes nye generations syn på den mand eller såkaldte frifødte, selvom jeg ikke selv ser ham sådan.
Jeg voksede op og så op til Mugabe. I begyndelsen af 90’erne, da jeg stadig var i grundskole, repræsenterede Mugabe en mulighed for, at vores folk kunne rejse sig fra asken og flyve på himmelstrøgene som ørne. Mugabe er en lærd mand uden lige. Langt mere lærd end mange af verdens andre ledere. Han er en bemærkelsesværdig intellektuel. Han er hensynsløs mod dem, der modsætter ham, men en loyal ven til dem, der støtter ham. Dette er der mange i den indre del af hans lejr, der udnytter og derfor aldrig bliver straffet, medmindre de går for vidt som ved at udfordre ham. Det er disse beskidte og nedbrydende udskud, omkring Mugabe, der har været udslagsgivende for det lange seje træk, vi befinder os i i dag.
Nogle gange har jeg spekuleret på, hvad der ville være sket, hvis Mugabe ikke var blevet politiker. Jeg er sikker på, han ville have været en af vort lands bedste hjerner, langt bedre end Authur Mutambara, og det er han stadig. “Undskyld Authur mafce Wangu”. Mugabe ville trives i en karriere, hvor hans stilling ikke ville være truet, netop fordi han ikke kan lide at blive udfordret – grundet en følelse af usikkerhed og uafhængighed, som han voksede op med. Han hader også at blive udfordret, dog meget mindre når det er af en ulærd mand som Tsvangirai, som Mugabe anser for at være under sig.
Faktisk kunne man bifalde Mugabe for at holde hovedet koldt under møder med Tsvangirai, når man tager hans modvilje mod manden i betragtning. Når Mugabe taler til Tsvangirai foran et kamera, så er det som om han taler til sin gardner, fordi det er alt, hvad Tsvangirai er for ham. Men for at bevare international troværdighed, så underholder Mugabe denne ulærde mand ved at give et indtryk af demokratiet. Men Tsvangirai er så naiv og ivrig efter at fortælle medierne om sine narrestreger med Mugabe. Han opfører sig som et barn, der praler til nationen med, at han hang ud med hans foretrukne superhelt. Og det er her Mugabe er et skridt foran Tsvangirai ved at få ham til selv at forsvare ham offentligt. Heldigvis kan de oplyste borgere se igennem dette røgslør, og mange stille også spørgsmål.
Mange mennesker tror, Mugabe er en mand, der bruger alt sin tid på at råbe op om den koloniale fortid. Nej, slet ikke. Det er mest for god presse og for at minde nationen om det store offer, som vi alle er taknemmelige for. Af samme grund kan mange af de, der ikke kæmpede i Zimbabwes frihedskamp, ikke argumentere med ham. Sandheden er, at flertallet af zimbabwere i dag ikke er fra hans æra, de fleste er under 30 år. Denne generation er grunden til, at jeg skriver, fordi de ikke har nogen talsmand. Mine forfædre var de store Shumba Gurundoro konger, “va Mbare, varidzi ve Harare.” Jeg kommer direkte fra en kongelig slægt, og historien om vores folk har været skjult for offentligheden for længe, men de ældste kender denne historie. Det er derfor, jeg skriver, fordi jeg har en pligt til at tale på vegne af folket. Men i modsætning til nogle moderne høvdinge, så har vores familie aldrig benyttet sig af vores slægstlinje. Vi lever i en nationalstat i dag, og synderne er glemt. I en nationalstat, skal alle til at arbejde sammen i ægte sammenhold.
Men for at vende tilbage til min analyse af Robert Mugabe. Han er uden tvivl en meget klog mand og ønsker at sikre sin arv. I min optik er Mugabe både en god og en dårlig mand, men det er alle andre også, medmindre man beslutter sig for at opstille til valg, og pludselig overstiger forventingen om perfektion selv de bedste kvaliteter.
I dag er Mugabe en fanget mand. Han har mistet sine ellers nære allierede i Vesten, og han kan heller ikke rigtig stole på sine naboer, se blot hvad der skete med Charles Taylor. På den anden side er han stukket af med en gammel klike, der næsten er løbet tør for friske ideer til at regenerere partiets masseappel. Nogle af disse betroede mænd omkring ham har altså kostet ham dyrt. I stedet for at tjene nationen, så tjener disse mænd kun Mugabe og deres egne lommer – med ringe eller ingen empati for offentligheden.
Det er derfor Amai Margareth Dongo besluttede sig for at stoppe i Zanu Pf. Hun var ellers Mugabe kær, og han respekterer hende stadig meget, men han kan ikke tillade at blive udfordret af denne kvinde. Det samme gælder Amai Mujuru. Hun kan ikke være ulydig overfor va-Mugabe. Hun gjorde det dog, men af respekt for hendes afdøde mand “der på mystisk vis var blevet dræbt”, lod han hende slippe af sted med hendes udflugter til Wikileaks. Hvorom alting er, så bringer det mig tilbage til Tsvangirai, fordi han er afgørende for at forstå Mugabes sind i dag.
Efter min mening er denne mand en meget forvirret mand, og Mugabe tænker to skridt længere frem, hver gang. Mugabe manipulerer tydeligt Tsvangirais svagheder. Grunden til at Mugabe overhovedet inviterede ham til te er ikke, fordi han nyder hans selskab – nej slet ikke. Årsagen er, at Mugabe er en klog mand, som studerer sine modstanderes svagheder og derefter udnytter dem, så det passer til hans egen fordel ved hjælp af hans egne styrede medier og hensynsløse sikkerhedsmaskineri.
Internationalt set så har Mugabe fejlet i at redde sit image, men på lokalt og regionalt plan har han det hele lidt mere under kontrol. Hvis man tager den massive støtte, som han har bevaret i mange af de afrikanske regioner i betragtning. De, der ikke bor inde i Zimbabwe, har et ganske heroisk syn på Mugabe, som reformatoren. Dette er den hellige gral i den afrikanske konflikt: jord og ressourcer!
Det er den ting, der har bragt død over vort folk. Det er den ting, der betyder alt for vores eksistens som et folk. Det er derfor, vi har fattigdom, fordi der er mange stærke kræfter, der forsøger at eje og kontrollere vores jord og ressourcer. “Kuti unzi munhu, hunge une kwaunobva.” Vi det afrikanske folk og jorden er ét.
Kolonialisme har revet os fra vores navlestreng, der forbandt os til vores hellige jord og ressourcer. Og det er den kamp, som bragte Mugabe respekt, og han minder os gerne om det mindst én gang om året, ved Heroes burial. Det var en hellig kamp, og ingen person eller stamme kan hævde, at det alene var deres. Alle stammer i Zimbabwe har lidt under den vittighed vi kender som kolonialisme. Og den koloniale kamp blev udkæmpet for at bevare vores jord og ressourcer og dermed bekræfte vores frihed. Men Mugabe har tidligere undladt at gøre dette, og da han endelig besluttede at gøre det, gjorde han det på en tilfældig måde, der efterlod terror og kaos i sit kølvand.
Havde Mugabe forsøgt at gøre dette kort efter 1980, så ved han, at han ville være endt som Thomas Sankara eller Samora Macheal. Så da han endelig faldt i unåde i Vesten i 90 ‘erne, lancerede han jordreformen, der skulle indlede et hævntogt mod den hvide landmænd, der blev støttet af oppositionspartiet MDC. Jordreformen kom som en orkan og spredte sig som et tæppe af græshopper over hele landet. Dette var grobunden for grådige, opportunistiske politikere, der endte med at eje det meste af jorden. I virkeligheden gik de fleste af de frugtbare gårde til Zanu lederne.
I dag har vi en anden potentiel kamp om jord i Zimbabwe. Ideen om et separat Matebeleland er en reel trussel og til stor bekymring for Mugabe, hvilket er hvorfor han udsender sine bedste løjtnanter til at håndtere Mtwakazi. De er en reel trussel mod Mugabes langsigtede arv. De er en torn i hans sko, for hvad Mugabe ønsker, er, at når historien bliver skrevet om Zimbabwe, så bør den hylde ham som en stor mand, og Zimbabwe bør forblive ét land, hvor hans historie bliver fortalt i fællesskab. Mugabe er bange for, at hvis den del af Matebeland blier adskildt fra Zimbabwe, så vil det føre til, at alternative historier om hans arv bliver fortalt i regionen og i sidste ende til resten af verden. Ofrene for Gukurahundi venter stadig på den dag, hvor deres retfærdighed kan gå i opfyldelse.
Mugabe ved også, at pension ikke er en mulighed, fordi han er sikker på, at Vesten vil gøre ham til en ny Charles Taylor. Derfor vil han leve længe, indtil hans dage omsider er talte og så vil han ikke have andet valg end at drage til en anden verden, permanent. Mugabes bortgang vil være en begivenhed, hvis lige aldrig vil blive gentaget eller glemt i Zimbabwes historie. Mugabe ønsker at sikre, at på dagen for hans endelige rejse, så vil alle tilskynde hans ånd videre i efterlivet. Fordi i virkeligheden opfører Mugabe sig som en kongelig, og han er i princippet en afrikansk aristokrat.
Så når Kongen er ved at dø, ønsker han at sikre, at Zimbabwe vil synge en hyldestsang for ham, ikke én der forbander ham, i efterlivet. Dette er grunden til, at Mugabe både er en religiøs og traditionel mand, fordi han ved, at der er mere i denne verden, end hvad man kan se. Og han har set mange ting, som han ikke har talt offentligt om. Ting som kun dem i hans position kan se.
På dette tidspunkt, vil jeg gerne fortælle vores kære statsoverhoved, at han ikke har noget at bekymre sig for. Mange vil skrive hyldestsange og digte for ham, selv dem, der i øjeblikket foragter ham. Når hans historie endelig bliver fortalte i sin helhed, så vil offentligheden veje ham i forhold til deres samvittighed. Og fordi han blev valgt til at lede i starten, da vil offentligheden hylde ham i nogle vers og forbande ham i andre. Når man taler om Mugabe, vil det være som at spise chili og søde rosiner på samme tid. Zimbabwes befolkning er trods alt fredelig og har god moral. Så selv når en forfærdelig far dør, vil vi sørge over ham og fejre ham, fordi det er vores kultur.
Mugabes minde og hans hyldest er derfor sikret i flere generation og vil i sidste ende blive legendarisk, måske på samme måde som kong Shaka Zulu, som var en hensynsløs tyran i hans samtid, men som bliver anerkendt og hyldet i dag for hans glorværdige erobringer. Ligesom kong Shaka, så vil Mugabes historie blive studeret i alle lande og enten beundret for dens hensynsløshed eller for dens genialitet.
Trods alt, så var sådanne store mænd som Napoleon og Alexander også blodige mordere, men alligevel så hylder vi dem som legender i alle kunstformer. Mugabe har efterladt et solidt aftryk i Zimbabwes historie. Nogle ønsker, at dette skal efterlades urørt, mens andre, at det skal vaskes væk, men det vil være op til hans efterfølgere.
Mugabe ved, at til syvende og sidst, så er pennen stærkere end sværdet, for pennen skriver historier, hvor sværdet blot skaber historie i øjeblikket. Jeg vælger at skrive om Zimbabwe fra eftertidens pens perspektiv og ikke det blodige sværds. Det er hvad jeg gør – for Zimbabwe er også mine forfædres land, og de var ledere i deres tid. Jeg hører til, præcis ligesom Mugabe hører til og enhver anden Zimbabweaner hører til i Zimbabwe. Jeg ved det, og Mugabe ved det.
Oversat af Mathias Veis
