Foto: Afrika Kontakt
Af Mads Christian Barbesgaard & Henrik Bang Andersen
For nyligt inviterede Handels- og investeringsministeren, Pia Olsen Dyhr, en bred vifte af danske aktører, der beskæftiger sig med handelspolitik (fagforeninger, repræsentanter fra erhverslivet og forskellige NGOer, herunder Afrika Kontakt) til et møde i Udenrigsministeriet. Mødet bestod af et oplæg fra Ministeren og en efterfølgende uformel snak, om Ministerens planer om at lancere en dansk handelspolitisk strategi, der skal erstatte den nuværende, som blev lavet af den tidligere regering (læs den tidligere strategi her).
Som man måske kunne forestille sig er det altovervejende fokus i den nuværende på at nedbryde alle former for handelsbarrierer mhp. at åbne markeder og herigennem sikre danske investeringsinteresser i tråd med den daværende regerings nyliberale overbevisning.
Følger man ikke jævnligt handelspolitik, kunne man måske umiddelbart tænke, at ministeren, som del af den nye regering og endda fra SF, ville bryde med denne offensive frihandelsdagsorden, hvor hovedmålet er at sætte multinationales interesser i førersædet, mens man sætter staters ret til regulering over styr. Desværre slog mødet i stedet for helt og aldeles fast, at denne regering (også) i handelspolitikken står last og brast på erhverslivets side.
Også på handelspolitikken er regeringens håb tilsyneladende at slippe afsted med at føre en ligeså nyliberal og mørkeblå politik, som den forhenværende gjorde. Som ministeren selv sagde det på mødet: ’Vi skal være aller længst fremme for at sikre fri og fair handel.’
Frihandel kan aldrig være fair
Dette indlæg vil imidlertid argumenterer, at der intet fair er ved frihandel. Tværtimod har ministerens (og hendes allierede i EU, WTO, Verdensbanken, IMF osv.) dogmatiske frihandelsudgangspunkt, og de heraf følgende vidtrækkende frihandelsaftaler, som EU pt forhandler (med bl.a. Indien, MERCOSUR, Malaysia), givet et omfattende arsenal til multinationale for aktivt at underminere årelange kampe for at sikre befolkningers demokratiske, sociale og økonomiske rettigheder.
De 3-4 læsere (inklusiv os selv), som følger vores blog, ved, at handelspolitikken for alle EUs medlemslande primært styres af EU-Kommissionen
Læs tidligere blogindlæg om handel her: ‘Ingen plan til frihandel‘, ‘Most in need‘.
Hvad mange måske ikke ved er, at medlemslandenes, såkaldte, investeringspolitik efter lissabontraktaten trådte i kraft, også er blevet en EU-kompetence. Investeringspolitik omhandler kort og godt rammerne for udenlandske investeringer. I alle EUs frihandelsaftaler indgår der således nu et kapitel om investeringspolitik.
Lidt naivt håbede mange, at denne overdragelse af kompetence var en mulighed for at gøre op med de europæiske landes årtier lange praksis med at beskytte egne investorer mod, særligt, ulandenes nationale lovgivning og regulering. De blev imidlertid klogere – lidt over to år efter, at Kommissionen kom med sit udspil til EUs fælles investeringspolitik, står det klart, at Kommissionen i forhandlinger med lande i Nord såvel som Syd, fokuserer på at give maksimal beskyttelse til investorer.
Men hvordan gør de så det?
’Would you go to court with the devil, if the court was held in hell?’
Det måske mest obskøne aspekt af investeringsaftalerne må være, de vidtrækkende muligheder som aftaler giver de multinationale til at angribe statslige reguleringer, som ikke behager dem. Denne ublu forfordeling af investorernes rettigheder er mest tydelig i den, såkaldte, Investor-Stat Tvistbilæggelsesmekanisme, som stort set alle investeringsaftaler indeholder.
Denne mekanisme betyder ganske enkelt, at investorer kan slæbe stater foran en domstol, så snart de mener deres investering på den ene eller den anden måde er blevet undermineret af statslig ageren. Afgørelse af sådanne sager sker i voldgiftstribunaler, typisk enten gennem United Nations Commission on International Trade Law (UNCITRAL) eller Verdensbankens International Center for the Settlement of Investment Disputes (ICSID). Trods de vidtrækkende konsekvenser som dommene har, står ingen af disse instanser til ansvar over for demokratiske myndigheder.
Ifølge en nyligt udgivet rapport af Corporate Europe Observatory og Transnational Institute, er det bl.a. dette set-up, der medfører, at tvisterne i langt størstedelen af tilfældende falder ud til fordel for investorer og på bekostning af staters ret til regulering i overensstemmelse med befolkningens ønsker. Rapporten dokumenterer, hvordan hele tvistbilæggelsesverdenen er domineret af nogle få advokatfirmaer, der tjener styrtende på at føre sager mod stater på vegne af de multinationale. Ifølge rapporten er det ydermere en lille elite-klub på 15 dommere, der dominerer i afgørelsen af sagerne. Tilsammen har disse 15 – alle fra Vesteuropa eller USA – afgjort 55% af sagerne, igen, oftest til fordel for investorer. Det burde jo give grund til bekymring, som en spansk voldgiftsdommer er citeret i rapporten:
“When I wake up at night and think about arbitration, it never ceases to amaze me that sovereign states have agreed to investment arbitration at all […] Three private individuals are entrusted with the power to review, without any restriction or appeal procedure, all actions of the government, all decisions of the courts and all laws and regulations emanating from parliament”. (Læs rapporten her)
De multinationales toolbox
Hvor brætspillet således i forvejen er tippet til fordel for investorerne i tvistafgørelserne, sikrer en række yderligere principper i aftalerne, at investorerne får frit spil til at plyndre løs på statslige reguleringer.
Et centralt princip i aftalerne er bestemmelsen om ekspropriation. I investeringsaftaler kan ekspropriation dække over al statslig regulering, der har indflydelse på investeringen.
Det var med henvisning til bl.a. dette princip, at Canada i sidste måned blev truet om at skulle punge ud med 250 millioner dollars til det USA-baserede energiudvindingsfirma Lone Pine Resources. Gennem den berygtede (i hvert fald dengang man i udviklingsverdenen beskæftigede sig med handelspolitik) NAFTA – en omfattende frihandelsaftale, mellem USA, Canada og Mexiko, som indeholder en investeringsklausul – har Lone Pine anfægtet Quebec provinsens forløbige forbud (ja, you heard endda kun forløbige!) af den kontroversielle udvindingsmetode kendt som fracking. Quebec er ganske beskedent i gang med en vurdering af virkninger for miljøet (Environmental Impact Assessment) af fracking-metoden og vil derfor ikke tillade boringer endnu. Dette mente Lone Pine imidlertid svarede til ekspropriation af deres boringstilladelse og bum – 250 millioner dollars!
En anden kontroversiel bestemmelse er princippet om fair and equitable treatment. Princippet skal sikre, at landene behandler udenlandske investorer på lige vilkår med lokale investorer. Dette princip har for nyligt udmøntet sig i den hidtid største (offentligt kendte) tvistbilæggelse.
Den 5. oktober afgjorde en af-ICSID nedsat tribunale, således, at Ecaudor skylder energiselskabet Occidental 1.76 milliard USD (1.769.625.000!). Ecuadorianske myndigheder skred nemlig ind overfor selskabet, da Occidental ville overføre en del af sin produktionsaktivitet i Ecuadors regnskove (som i øvrigt er indhyllet i kontroverser grundet tilsvning af miljøet såvel som brud på lokalbefolkningens menneskerettigheder) til et canadisk firma, uden først at have forhørt sig hos regeringen. Selvom dette var et klart brud på Occidentals egen kontrakt, dømte tribunalet ikke desto mindre, at Ecuadors annulering af kontrakten med firmaet var ’uforholdsmæssig stor’ og krænkede statens forpligtigelse til at sikre fair and equitable treatment for udenlandske investorer under Ecuadors bilaterale investeringsaftale med USA. (Læs mere om Occidental her)
Og så er der Philip Morris (tobaksgigantens) søgsmål mod Uruguay og Australien for at kræve ensartet cigaretindpakning, som ifølge Philip Morris er en krænkelse af firmaets intellektuelle ejendomsrettigheder; det London-baseret mineselskab Churchills søgsmål mod Indonesien efter kontroverser omkring firmaets opkøb af et lokalt udvindingsfirma; den USA-baseret investor Michael L. Mackenzie søgsmål mod Vietnam efter lukningen af hans private sundhedsklinink ifm. konflikter med lokale offentlige sundhedsklininkker; og vi kunne blive ved, og ved…
Hvad vil Pia Olsen Dyhr?
For de få der ikke sad i jakkesæt til mødet med ministeren var det således en anelse bekymrende, at høre hvordan hun glædede sig over fremgangen i forhandlingerne om EUs handels- og investeringsaftaler med Canada, Indien, MERCOSUR-landene med henvisning til den ’beskyttelse af vores investeringsinteresser’, som aftalerne alle-som-én kommer til at give. På den anden side, kan man ikke klandre hende for at gøre andet, end hvad regeringen hidtil har gjort: køre tæt parløb med de mest reaktionære kræfter i Europa.
Heldigvis tyder det imidlertid på, at visse af disse forhandlinger alligevel ikke bliver så gnidningsfrie, som ministeren og hendes investor-kumpaner håber, for på det seneste er der begyndt at komme modstand mod EUs altomfavnende investor-venlige handels- og investeringspolitik ikke bare fra befolkningerne, men også regeringerne i Syd.
Som følge af den bølge af søgsmål, som landene i Syd har fået på nakken, særligt de seneste ti-femten år, har en række lande annonceret, at de vil have en kritisk gennemgang eller endda aflyse deres investeringsaftaler.
Sydafrika, hvilket jo ikke ligefrem er socialismens højborg, har således oplyst, at landet ikke vil underskrive nye investeringsaftaler og vil desuden afslutte eller genforhandle alle landets eksisterende aftaler. Indien skal til at gennemgå samtlige aftaler med særligt fokus på tvistbilæggelsesmekanismen. En række latinamerikanske lande herunder Ecuador, Venezuela og Bolivia har desuden annonceret deres afgang fra ICSID.
Spørgsmålet er så, hvor Danmark skal placere sig, set i lyset af denne stigende modstand. Skal man hårdnakket fortsætte med at fremme rigide investeringsaftaler til fordel for investorer og på bekostning af staters ret til at regulere til fordel for miljøet, sundhed m.m. eller skal man i stedet begynde at genoverveje om de bedste alliancepartnere i udformningen af handelspolitik virkelig er DI, Danske Erhverv, Lægemiddel Industriforeningen, Dansk Rederiforening osv.?
Som svagt antydet undervejs har vi ikke de store forventninger til, at vores kære minister pludselig skulle se lyset og droppe hendes alliance med the dark side, men om ikke andet af ren og skær overlevelsesinstinkt vil vi alligevel opfordre hende og hendes embedsmændsskare til at bruge sin juleferie på at tænke sig godt og grundigt om, for som Nathalie Bernasconi (senior jurist ved Internation Institute for Sustainable Development) påpegede i en tale til EU-parlamentet allerede i 2009:
‘… the number of cases against EU Member States is steadily increasing, and more cases againstEuropeare to be expected. At the end of 2009, over 17% of all the known investor-State disputes were initiated against EU Member States. A steep increase of cases against Europe is likely if the Union agrees to investor-State dispute settlement withChina,India,Canadaand Mercosur countries. The outward investment strategies of the Chinese government and others are no secret. There is no doubt that investors from these countries will use all tools available against European measures they disfavor – including investor-State arbitration.’
Set i lyset af det nyligt annoncerede søgsmål fra en kinesisk investor mod Belgien for 2.3 milliarder euro som reaktion på den belgiske regerings nationalisering af Fortis – en skrantende bankvirksomhed – kunne det tyde på, at der er noget om snakken.
