Foto: red hand records, Flickr.com
Danmark har valgt at spille en central rolle i den forestående FN post-2015 konference om ulighed. Med rollen som vært har Danmark et ansvar for at følge op på konferencens konklusioner. En klar opfordring til den danske regering fra en af Afrikas ledende intellektuelle i arbejdet omkring post-2015 målene lyder: ”don’t just make a conference and then be quiet”.
Af Olga Ege
Ni tematiske globale spor og 100 nationale konsultationsprocesser danner rammen om FN’s mest ambitiøse og omfattende konsultationsproces nogensinde: www.worldwewant.org. En konsultation, hvor alle er inviteret til at diskutere, hvordan verden skal se ud efter 2015. En proces, som også søger at inddrage de fattige i videst mulig omfang.
Med værtskabet ved den stor ulighedskonference, der bliver afholdt i København i dag og i morgen, er Danmark en del af denne konsultation. Med Ghana som medvært og UN Women og UNICEF som lead, mødes forskere, NGO’er, politikere og regeringsrepræsentanter i det FN kalder en open and inclusive conversation for at drøfte en nyligt lanceret rapport (http://www.worldwewant2015.org/node/299198) om ulighed og sende en række anbefalinger af sted til UN High Level Panel (http://www.un.org/sg/management/hlppost2015.shtml) om, hvordan ulighed skal håndteres i post-2015 dagsordenen. Rapporten er bestemt læseværdig og fokus på ulighed er meget relevant og helt nødvendig – også for Danmark. Trods flotte fremskridt i de nuværende udviklingsmål (MDG http://www.un.org/millenniumgoals/) og reduktion af ekstrem fattigdom, så er den generelle ulighed mellem lande og i landene vokset enormt. Tre ud af fire fattige lever i dag i middelindkomstlande! Ulighed er ikke bare et problem for de mennesker, hvis liv er mest direkte berørt – de dårligst stillede og marginaliserede. Det har dybe konsekvenser for alle i samfundet.
Som jeg tidligere har blogget om (http://www.afrikablog.dk/blog/ingen-fattigdomsreduktion-uden-menneskerettigheder/) , så skader høj grad af ulighed ikke kun økonomisk udvikling og vækst. Det øger også kriminalitet og politisk ustabilitet, det skader sundhed og gør samfund mindre sikre og forværrer derved folks liv. Stor ulighed svækker den sociale samhørighed i et samfund og dermed sikkerheden for alle. Altså stor ros til Danmark for at påtage sig værtsrollen og anerkende vigtigheden af, at reduktion af ulighed skal have en helt central plads i den nye udviklingsramme. Men med den rolle følger også et stort ansvar.
For nyligt gæstede Charles Abugre Akelyira, Direktør for UN Millennium Campaign i Afrika, København i forbindelse med et debatarrangement afholdt af UNDP’s nordiske kontor i Danmark og FORDI – Forum for Rettigheder og Diversitet (www.fordi.net). Akelyria har arbejdet i mere end 20 år med udvikling og fattigdomsbekæmpelse og er en af Afrikas ledende intellektuelle i arbejdet omkring post-2015 målene og den igangværende konsultationsproces. Under sit oplæg satte Akelyria fingeren på et par essentielle forhold og kom med et par anbefalinger til den danske regering.
Siden Danmark har valgt at være vært på det globale tema om ulighed – et tema, der for mange er meget følelsesladet, så har vi også en forpligtelse til at følge op og fortsætte diskussionen, efter konferencen er slut. ”Don’t just make a conference and then be quiet,” sagde han.
Danmark støtter, at post-2015 målene skal være globale – det vil sige, at målene ikke ’blot’ skal gælde for udviklingslandene, men forpligte alle verdens lande, også Danmark. Derfor bør Danmark gennemføre en national konsultationsproces. Det vil tvinge os til at forholde os til, hvilken rolle vi gerne vil spille i den nye udviklingsdagsorden – også finansielt, samt adressere de udfordringer vi selv står overfor.
Pingback: Action speaks louder than words | MYC4